Vi har været så heldige, at blive beriget med 2 mainecoon katte. Li-Nea og La-Rissa kommer fra et godt og seriøst opdræt i Jylland. Vi brugte meget tid på, at finde det rigtige sted at få vores killinger fra. Vi kom i kontakt til Marianne gennem hendes mand, som Anker har arbejdet sammen med. Hun anbefalede os bl.a. at kontakte Brita, som havde killinger. Vi ringede og fik en længere snak med hende og aftalte en dag, hvor vi måtte komme på besøg.

Vi startede bilen en lørdag morgen fra Nordsjælland og kørte helt til Sporup v/Århus. Det viste sig hurtigt, at Brita ikke lader sine killinger komme et hvilket som helst sted hen. Hun forsøger at sikre sig, at hendes katte for de bedste betingelser, for at få et godt liv.

Meningen var, at vi kun skulle have en kat, men lige meget hvilken opdrætter vi talte med, anbefalede de, at vi fik to, da racen er meget social og har brug for selskab.

Så da vi kørte over til Brita, havde vi bestemt os for, at vi skulle have to killinger, ikke at de nødvendigvis skulle være fra hende begge to, men da vi så hendes uld-totter var vi solgt. Vi var ikke i tvivl om, at vi ville have Li-Nea, men da hun var en rigtig kolbøtte (drengepige), valgte vi at lade Brita vejlede os mellem de to andre, da det skulle være en, som kunne give Li-Nea modspil. Det blev så La-Rissa, hvilket vi bestemt ikke har fortrudt.

Der gik næsten 6 uger før vi kunne få dem hjem. Brita er meget seriøs omkring, at hendes killinger skal være gamle og vægtmæssigt tunge nok, til at kunne blive øremærket og neutraliseret inden de flytter hjemmefra.

Så kom dagen, hvor Brita skulle komme med de to små. Hun aflevere altid selv sine killinger, så hun kan se hvor de skal bo. Det er også først her, at kontrakten bliver skrevet under. Hvis ikke hun har en god fornemmelse i maven, så kører killingerne nemlig med Brita hjem igen. Heldigvis kunne hun lide hvad hun så, så i dag bor Li-Nea og La-Rissa hos os. 

Grunden til at vi valgte racen mainecoon var, at Majken som barn havde haft en. Det var lidt af tilfælde, at hun fik den, for dengang kendte hun ikke meget til racen, men når man først har stiftet bekendtskab med en mainecoon, så glemmer man den ikke. En gang mainecoon altid mainecoon!

Majken var fast besluttet på, at det skulle være en mainecoon, men for mig var det lidt lige meget – da det jo ”bare” var en kat som alle andre. Majken var også sikker på, at det skulle være en hankat, hvilket også var ok, men da vi hos Marianne blev præsenteret for Webster, en stor hankat på ca. 10 kilo og med hoved på størrelse med en håndbold, så måtte vi indgå et forlig, da jeg synes, den måske var lige voldsom nok. Derfor blev det til to hunkatte, men hvem ved? Måske får Majken en dag sin hankat!

Og det gjorde hun så søndag d. 16/11-08, hvor Sahé ankom. I skrivende stund har han kun været her et døgn. Han er faldet godt til, selvom vores to "gamle" katte ikke har accepteret ham helt endnu. Det vare ikke længe, så har Li-Nea lært, at han hører til - det tager lidt længere tid med Rissa - men det skal nok komme. Man viser pt. at man ikke er helt tilfreds med situationen, ved at væse og puste sig lidt op - men heldigvis er der ikke krummet så meget som et knurhår endnu. Det skal dog også nævnes, at selvom man kun er 13 uger, så har man lært hvordan man puster sig op! :-)